Hvad er vi efterhånden ikke afhængige af? Store dele af middelklasse er på stærk medicin for at kæmpe sig igennem deres hårde middelklasse hverdag. Unge som gamle ryger som skorstene og maler deres lunger mørkere og mørkere, alt sammen for at lette stressede situationer – måske skyldes det svigt, eller et oprør der egentligt forlængst er forbi. Vi er ikke mindst afhængige af nyheder – og hvorfor skulle vi ikke også være det. Vi er oplyste, har uddannelse og hvis vi ikke kan komme til en computer mindst en gang i løbet af en dag, føler vi os afskårede. Jeg kender det fra mig selv. Vi er uendeligt bange for at følge os uden for. Selvom vi i nutiden gerne ser os selv som individer, er vi så kede af at afvige fra den store kollektive pærevælling. Til at hjælpe os har vi nu sociale værktøjer som facebook, myspace og twitter. Nu kan vi stalke vores venner og bekendte 24 i døgnet – og vi skal gerne være helt sikre på hvad de andre har lavet i løbet af dagen, har fået at spise og hvem de var sammen med til festen i weekenden. Også dette kender jeg fra mig selv. Kollektivet, denne atavistiske foranstaltning som vi engang imellem forsøger er skubbe fra os er en så inkarneret del af os alle sammen at vi aldrig nogensinde bliver foruden den. Det bliver kun værre. Eller bedre? Bringer alt dette, os en tand tættere på den ideelle verden, hvor alle ved alt om alle? Vi kan intet skjule længere, og vi retter os lige så stille ind og bliver til sidst en fuldstændig grå homogen masse på smertestillende medicin.

Idag søndag d. 22. november har jeg tjekket politikens hjemmeside mindst 4 gange for at blive opdateret på verdens situationen. Jeg ved at Kessler fik klø og at Ward ikke ligefrem var fair i kampens hede. Jeg ved at Røpke trækker sig som formand for Region Hovedstaden og jeg ved hvordan man laver en sprød Tempura. Det samme ved vel et par hundrede tusinde andre, som ligesom jeg er dybt afhængige af et fix nyheder et par gange i døgnet. Det er ikke ligefrem agurketid, så vi skal nok få vores fix. Hvis ikke der er nogle politikere som indgår tværpolitiske forliger for at få ekstra magt, langt væk fra fordumstidens idealisme, så er der i hvert fald en eller anden nyhed og det forstående klima topmøde, vi kan muntre os med.

Men hvorfor? Fordi vi er ansvarlige verdensborgere, som vil have del i ALT for at føle sig som en. Vi vil for en hver pris være så oplyste som vi kan blive, også selv om vi både skal sluge sovepiller, piller mod migrene og nu også en RedBull for at kapere rædslerne som omgiver os.

Hvor jeg vil hen med det her? Jeg ved det ikke, men det skulle bare ud.

Men der er, har jeg fået at vide, intet der er så skidt at det ikke er godt for noget. Jeg håber det passer, og hvis ikke er personen som har fundet på det af en meget ond karakter. Jeg mener, hvilke grunde kan der være til at indgyde en så kraftig optimisme i folk, hvis det i virkeligheden ikke passer? Hvis der er en grund må den være af en udspekuleret og ondsindet art. Jeg vælger at tro på at det er sandheden – sådan et stykke hen ad vejen i hvert fald.
Da det var planen at jeg skulle arbejde foråret 2010, var det også planen at jeg skulle afsocialiseres på en grov måde. Nemlig med et halvårs matematik kursus, som forløb 10 timer om ugen, efter arbejde vel at mærke.
Bag døren som jeg åbnede efter jeg lukkede døren til mit gamle arbejde så jeg muligheden for at prøve det stik modsatte. Nemlig at have masser af tid, og tilstrækkeligt med penge til at betale husleje og mad. Nemlig at gå til matematik så mange timer ugentligt at jeg kunne få SU, hvilket overhovedet ikke er særlig lang tid. Kunne det være bedre?
Udover jeg ikke vil få sparet en eneste klejne op i det kommende forår, så tror jeg nok det hele skal gå. Så må jeg blot slå mig til tåls med at være halvbums de næste 5 år.

Da tanken om at mine planer og økonomiske sikkerhed var blevet revet væk under mig, befandt jeg mig, som en anden fru. Drusse i anden sæson af riget, kortvarrigt i en slags beskæftigelsens Swedenborgske rum. Det var en sær oplevelse. For en tid føles det som om at du er ude på utrolig dybt vand lige indtil du når tærsklen til enten himlen eller nogle nye planer for den nære fremtid. Det sådan jeg forestiller mig overgangen fra livet til døden i hvert fald.

Jeg tror vi er gået dybt nok for i aften. Mit navn er Tobias Pedersen og husk at man må tage det gode med det onde.